Sådan maler du nye og gamle radiatorer


Generelt om maling af radiatorer

Gamle radiatorer med lameller kan være besværlige at male, hvorimod de nye af slagsen har en glat eller bølget forside, der er nemmere at male. På nye radiatorer er det nemt at få en fin overflade ved først at bruge en rulle og derefter stryge efter med en pensel. På gamle radiatorer er du nødt til at bruge en specialpensel som fx en "tandbørste" eller "radiatorpensel" eller en sprøjtepistol for at få alle flader malet. Vælger du at bruge en sprøjtepistol er det dog nødvendigt med en meget omhyggelig afdækning. Du kan også spraymale din radiator, men her gælder det også om at dække omhyggeligt af.

Det er vigtig at vælge det rigtige værktøj, når man skal male radiatorer, så arbejdet bliver så nemt og resultatet så godt som muligt!

Så det at male en radiator kræver blot lidt tålmodighed og gode værktøjer. Og en smuk, nymalet radiator betyder meget for indtrykket i dine rum.

Fabriksmalede radiatorer er almindeligvis malebehandlet med pulvermaling. Det er derfor vigtigt, at overfladerne slibes matte inden malebehandlingen.

Sådan maler du en gammel radiator

Trin 1: Forarbejde

Begynd med at gøre underlaget rent. Fjern støv, snavs og fedtpletter fra underlaget med et af JOTUNs rengøringsprodukter. Tjek emballagen for at se, om det er nødvendigt at eftervaske med rent vand. En flaskerenser er rigtig god til at få fjernet alt støvet. Husk at mattere underlaget med sandpapir for at sikre en god vedhæftning for den efterfølgende behandling. Husk at fjerne slibestøvet bagefter, og vær sikker på, at underlaget er rent, fast og tørt, inden du går videre.

  1. Rengør underlaget
  2. Slib/Mattér underlaget
  3. Fjern slibestøvet
Hvis radiatoren ikke har afskalninger efter stød eller rustpletter, kan du gå videre til trin 3.

Trin 2: Grunding

Mange gamle radiatorer kan have rustpletter eller områder med "skader" - typisk efter stød. For at få et godt resultat, skal alle "skaderne" slibes omhyggeligt til rent metal og pletgrundes. Hvis der ikke er synlig rust, kan du bruge Jotun Universal Hæftegrunder til at grunde med, men er der tale om rustangrebne områder, skal disse grundes med Quick Bengalack Metalgrunder. Sørg for at slibe alle kanterne på afskalningerne grundigt, så der ikke bliver synlige "kanter", når du er færdig med at male radiatoren. 

  1. Slib "skaderne", så overfladen bliver fin og glat
  2. Fjern slibestøvet
  3. Pletgrund slibningerne med Jotun Universal Hæftegrunder eller Quick Bengalack Metalgrunder
  4. Slib og grund evt. en ekstra gang

Trin 3: Maling

For at få det bedste resultat og længste holdbarhed skal du påføre to tynde strøg. Mellem de to strøg anbefaler vi, at du sliber let med fint sandpapir (fx korn 180). Dette skal gøres for at fjerne støv, der evt. har sat sig fast i malingen efter det første strøg.

Når du maler en radiator, er det vigtigt, at du bruger de rigtige pensler for at kunne komme ind i alle krogene. Der er nogle, der vælger først at bruge en spraymaling til de sværest tilgængelige områder og derefter male resten med en pensel. Men det kræver, at man er helt sikker på at man bruger den samme farve og glans. Det bedste produkt til radiatorer er LADY Interior Finish (akryl) eller LADY Supreme Finish (vandfortyndbar alkyd) (her må du regne med en let gulning i årenes løb).

Tip! For at gøre det nemmere at påføre malingen, kan du først bruge en rulle og umiddelbart derefter efterstryge med en pensel. Det er nemmere og giver et pænere resultat!

  1. Mal det første, tynde strøg med den valgte maling
  2. Slib let
  3. Fjern slibestøvet
  4. Mal det andet, tynde strøg