1. januar 2023 blev der indført nye klimakrav i Bygningsreglementet, som betyder, at man for nybyggeri skal dokumentere bygningernes klimapåvirkning med en livscyklusanalyse (LCA) for at opnå ibrugtagningstilladelse for bygningen. For at udføre en LCA-beregning kræver det EPD-data fra alle de bygningsmaterialer, der anvendes i byggeriet.
Produktspecifikke EPD'er giver et mere retvisende billede og en mere korrekt beregning af en bygnings klimapåvirkning sammenlignet med branche EPD'er og generiske EPD'er. Det skyldes, at den produktspecifikke EPD udarbejdes med afsæt i det specifikke produkt fra en bestemt producent. Branche EPD'er er typisk baseret på et datagennemsnit fra en andel repræsentative producenter i branchen. Gennemsnitligt data er behæftet med større usikkerhed, hvorfor tallene også ofte er højere.
Et produkt med en EPD har ikke nødvendigvis en lavere miljøpåvirkning end et produkt uden en EPD, men en EPD er udtryk for, at producenten er transparent omkring produkternes miljøpåvirkning. Det giver dig som kunde mulighed for at være objektiv og træffe velinformerede beslutninger.
I Jotun udarbejder vi produktspecifikke EPD'er for størstedelen af produkterne i proff-sortimentet. De nuværende EPD'er tager enten afsæt i den europæiske standard EN 15804:2012+ A1:2013 eller EN 15804:2012+A2:2019, dog vil opdateringer af eksisterende EPD'er samt EPD'er knyttet til nye produkter blive udarbejdet efter sidst nævnte standard.
Vi har et internt team med ekspertise i CO2- og miljøanalyse, materiale-forskning, LCA-vurderinger og EPD-dokumentation.
Vi leverer grøn dokumentation for at hjælpe dig med at indfri dine bæredygtighedsmål, herunder at reducere din CO2-udledning. Vores EPD'er leverer bl.a. information om produkternes GWP (Global Warming Potential).